10. marts 2026
Tidligere Breddepokal-vinder er stadig med
Lodtrækningen til næste runde i pokalturneringerne er nu foretaget.
I hovedturneringen er holdene nået til runde 5, hvor otte af de seedede divisionshold træder ind. Der er tale om alle seks hold med 2. og 3. divisionsspillere samt to af de ni hold med 1. divisionsspillere. Efter lodtrækning blev de to hold Rico Hemberg og Mathias Bruun. De sidste syv hold med 1. divisionsspillere kommer ind i næste runde.
Rico Hemberg og Mathias Bruun skal møde henholdsvis Torben Rosell og Paw Algran. Hemberg og Bruun er naturligvis favoritter, men modstanderholdene har mange rutinerede spillere og kan godt bide fra sig. Vi bemærker også, at Thor Baunsgaard stadig er med i pokalturneringen. Holdet vandt Breddepokalen i 2023 og har i år foreløbig tre sejre i hovedturneringen. Baunsgaards modstander er Birgitte Dyrekilde.
Du kan se lodtrækningen til 5. runde her.
I Breddepokalen skal holdene spille runde 4, hvilket svarer til ottendedelsfinalen. I denne runde deltager de hold, som har vundet i runde 3 (opsamlingsrunde) samt vinderne fra runde 2A, i alt 16 hold. Vinderne går videre til kvartfinalen, mens taberne er ude.
Lodtrækningen til runde 4 i Breddepokalen er her.
Den officielle spilledato for næste runde i begge pokalturneringer er søndag den 19. april. Holdkaptajnerne har dog mulighed for at aftale en anden dato indbyrdes, normalt højst 14 dage senere. Endvidere må pokalkampe afvikles på nettet, hvis begge kaptajner er enige om det. I Breddepokalen kan udeholdet kræve, at kampen skal spilles på nettet, hvis afstanden fra kaptajnens adresse til spillestedet er over 150 kilometer.
Bemærk, at nogle af kampene i begge turneringer er udsat. Mesterpoint tildeles først, når alle kampe i en runde er afviklet.


